Kostpolitik for Børnehuset Måløv By
Sund og varieret kost er en vigtig del af børns trivsel og udvikling. Da kostvaner grundlægges i barndommen, bør børn lære om god kost fra de er helt små. Børn tilbringer ofte meget af deres dagligdag i institution og derfor bør denne opgave løftes i samarbejde mellem forældre og institution.
Børn har ikke et så højt energibehov som voksne og derfor vil selv en beskeden mængde sukker udgøre en stor del af det samlede energibehov. Desuden bør børnene opmuntres til at spise en alsidig kost og derfor bør både personale og forældre være opmærksomme på, at børnene ikke får for store mængder af samme fødevare.
Det gode måltid:
Det er vigtigt, at maden er indbydende og at det gode måltid prioriteres, således at maden indtages i en god stemning. Herved oplever børnene måltidet som en stund, hvor der hygges og det sociale samvær er i højsæde. Desuden kan børn let blive distraheret og miste interessen for maden, hvis der ikke er ro.
Det gode måltid indebærer også, at børnene selv kan få lov til at regulere, så de får lov til at spise i det tempo, som der passer dem. Appetitten kan i perioder svinge, så det er vigtigt at respektere barnets valg/fravalg. Personalet vil give meldinger til forældrene, hvis barnets spisevaner ændres væsentligt.
Læring om god mad:
Et måltid handler ikke kun om basale ernæringsmæssige behov. Hele arbejdet omkring måltidet består af en række praktiske og sociale processer, som børnene elsker at tage del i: produktion af fødevarer, indkøb, tilberedning, borddækning, servering og oprydning. Disse processer kan understøttes ved at snakke med børnene om mad, tage børnene med på indkøb samt lade børnene hjælpe med borddækning og oprydning. Et besøg på en gård, et gartneri, en slagter eller en bager kan være aktiviteter, der kan give børnene en forståelse for, hvor maden kommer fra samt en fornemmelse for madens kvalitet. Desuden kan børnehavebørn være med i køkkenet for at tilberede mad.
Drikkevarer:
Vand eller mælk i dagligdagen. Hele dagen er der adgang til vand i børnehaverne. Vuggestuebørnene tilbydes vand også uden for måltiderne – specielt når det er varmt. Under hedebølger vil saft desuden kunne bruges som supplement for at øge væskeindtaget.
Økologi:
Det tilstræbes, at der serveres økologisk kost dog afvejet efter tilgængelighed og økonomi. I vuggestuen er kosten for tiden ca. 75 % økologisk. I børnehaverne er der frugtordninger, der tilstræber sund kost.
Hygiejne:
Børnene skal have gode hygiejniske vaner, som at vaske hænder før der tilberedes og spises mad.
Fødselsdage:
Fødselsdagen fejres i børnehuset ved at sætte barnet i centrum. Dette kan gøres på forskellige måder f.eks. synge fødselsdagssang, pynte op og/eller snakke om barnets fødselsdagsplaner. Desuden kan barnet have medbragt noget hjemmefra. Det kan fx være kage, frugt, is eller boller. Forældre skal tilpasse mængden efter antallet af børn og personalet sender eventuelle rester med barnet hjem. Fødselsdage bliver som hovedregel afholdt på stueniveau. Lagkage og is må ikke være hjemmelavet (i flg. Vejledning om fællesmad i institutioner).
Særlige behov:
Børnehuset vil forsøge at imødekomme særlige kostbehov. Det kan være tale om børn med allergi over for fødevarer der er lette at fjerne fra kosten eller børn, der ikke må få svinekød. Er der tale om allergi af meget udbredte fødevarer, f.eks. mælk, skal børnehuset have en lægeattest i henhold til kommunens regler.
Særlige lejligheder:
Ved særlige lejligheder så som overgang fra vuggestue til børnehave, fastelavn, jul, sommerfest og børnehusets fødselsdage sørger børnehuset for godter (f.eks. i form af frugt, kage, saft og sodavand) med mindre andet er aftalt.
Tilgængelighed af kostpolitikken:
Denne kostpolitik skal udleveres som en del af velkomstmaterialet til nye forældre og vil være at finde på institutionens hjemmesider. Nyt personale skal ligeledes have kostpolitikken udleveret og personalet skal jævnligt diskutere indholdet. Desuden skal kostpolitikken evalueres en gang årligt af bestyrelsen.
Dagsrytme i børnehaverne:
Morgenmad: Der serveres morgenmad i børnehaverne. Morgenmaden består typisk af havregryn, cornflakes og brød. Hertil serveres mælk og the.
Frokost: Frokost består af medbragt mad og spises når børnene er sultne. Børnehuset opfordrer til, at madpakkerne er varierede og mættende uden et for stort indhold af fedt og sukker. Desuden anbefales det, at madpakken ikke indeholder slik, kage/kiks, frugt yoghurt og lign. Inspiration til madpakken kan for eksempel findes på: www.altomkost.dk.
Eftermiddag: Der tilbydes et mættende og nærende eftermiddagsmåltid f.eks. rugbrød/grovbrød, frugt og grønt. Der er frugtordning i børnehaverne, hvor forældrene indbetaler penge til en forening, så personalet kan købe frugt og grønt – evt. sammen med børnene.
Madpakkefrie dage: Personalet kan beslutte at lave mad til børnene og meddele dette ved opslag i børnehaven. Det kan f.eks. være risengrød eller påskefrokost.
Dagligdagen for vuggestuen:
Morgenmad: Der er mulighed for morgenmad indtil ca. kl. 7:15. Morgenmaden kan fx bestå af havregrød, øllebrød og brød.
Formiddag: Lidt i ni får børnene tilbudt et mellemmåltid. Dette vil typisk bestå af groft brød og grøntsager eller frugt. Hertil serveres mælk.
Frokost: Ca. 10:45 er der frokost. Hver uge tilstræbes en grød-, fiske-, vegetar-, kød- og rugbrødsdag. Hertil serveres vand (for børn over 1 år). Den aktuelle ugentlige madplan bliver slået op på opslagstavlen. Børnene bliver præsenteret for dagens ret som bliver lagt i små portioner på tallerknen, så børnene kan se, hvad det er, de spiser.
De mindre børn spiser efter egen rytme. Babyer får kartoffel- og grøntsagsmos samt kogt kød og fisk.
Eftermiddag: Kl. 14:00 får børnene hjemmebagt brød, frugt og mælk.
Madpakkedage: Børnene vil en gang imellem blive bedt om at have madpakker med af pædagogiske grunde. Desuden vil det kunne ske ved køkkenlederens sygdom eller ferie.